4
4
rødhåret svensker.Sagnet fortæller om Strandby, at beboerne engang slog en rødhåret svensker ihjel og begravede ham i stenrønnerne under Strandby. Det var i jernalderen, hvor danskerne rykkede nordpå og tog hederne og moserne i besiddelse og forsøgte at kultivere landskabet. Dengang boede befolkningen ved elletræerne langs Elling Å eller egetræerne ved Jerup og Kragskov Å. Stranden, hvor istiden havde været gavmild med sten, var dengang kun begravelses- og offerplads for jernalderbonden og vikingen. Fra den store offerplads ved Ulsted Bakke, kender vi den rødhårede svensker, hvis han da var svensk. Her og andre steder har man under det nuværende Strandby fundet en omfattende religiøs aktivitet tilbage i oldtiden. Noget der blot minder om en by, skal vi frem til 1700-tallet for at finde. Her finder vi ”ga'en” eller gaden, som Strandvej kaldtes, dengang der kun var denne ene vej i Strandby. Vest for denne vej finder vi i 1700-tallet en lang række af strandgårdene. Nogle af gårdene ligger der stadig mellem de mange tilflytter-villaer fra 60'erne og 70'erne; andre er flyttet ud på de gamle udmarker, efterhånden som landskabet kom under plov. Strandgårdene lå på en lang række, som det stadig ses langs kysten hele vejen til Skagen. Herfra havde fæstebønderne let til havet, hvor de fiskede med ilanddragningsvod, som deres forfædre havde gjort før dem. I begyndelsen af 1700-tallet kom kroen, som samtidig var købmandsforretning. Elling Å og Rugholm Å var ikke længere sejlbare, og fiskerne trak mod kysten. De mest velhavende, som samtidig var husmænd, bosatte sig lige øst for gaden, mens de fattige fiskere rykkede deres huse ud i klitterne, og Strandby tog den form, som stadig kan ses i gadebilledet. Fiskeriet var godt. Man kalder tiden for, dengang man havde ”de store hundrede”, altså at der gik seks snese fisk på et antal af 100. Der var også østersbanker hele vejen fra Hirsholmene og langt nordpå i Aalbæk Bugt. Østersene var et kongeligt privilegium og handledes til voldsomme priser for en nordjysk fisker. Med kroen blev Strandby landingsplads for Elling-præsten, som samtidig skulle varetage Hirsholmboernes kirkelige gerninger. ”Her kommer ingen på fattiggården”. Afbrød Julius Thomsen i en tone, så det ikke kunne misforstås. ”Her hjælper vi hinanden”. Sådan citerer Axel Poulsen sin far, skorstensfejeren, i bogen ”Fejeren fra Gærum” efter et arbejde, han havde udført hos en sygdomsramt familie i Strandby. Her trådte fællesskabet til med hjælp til fiskeren, der var kommet til skade og ikke selv kunne gå på havet; de andre fiskere tog hans garn med ud, så de kunne fange fisk til ham og hans familie. Eksemplet står ikke alene; også ved langt større opgaver hjalp strandbynitterne hinanden. -Havnebyggeriet eksempelvis. Byens egentlige omdrejningspunkt påbegyndtes efter et initiativ taget af Niels Tvilling og toldassistent Qvist. Den første havn blev bygget ved fælles hjælp, men forsvandt i havet under et stormvejr. Efter en dyb indånding begyndte fiskerne igen arbejdet med havnen, som stod færdig i 1896. Så stolte er strandbynitterne af deres havn, at der i 1963 blev rejst en mindesten over byggeriet. I klitterne voksede den nye by frem, men husene kom til at ligge vel tæt på hinanden på de efterhånden alt for små grunde. Derfor blev der efterhånden bygget redskabsskure, værksteder og garager på tværs af de officielle skel. Et sted blev det ordnet således, at naboen fik lov til at bygge en garage på nabogrunden, mod at naboens gamle mor en gang om måneden blev kørt til Frederikshavn for at gå på indkøb. Sammenholdet har altid været stort - både i nød og i fest. De årlige fester lokker tusindvis af vendelboer til. På heste- og kræmmermarkedet er der altid mulighed for en god handel, og til havnefesten er der masser af musik og sjov. Sidst men ikke mindst er fiskefestivalen også et tilløbsstykke, og hvis ikke Strandby skulle have sådan én, hvilken by i Danmark skal så! Det kan ikke lade sig gøre at undgå at komme ind på religion, når talen falder på Strandby. Den dag i dag er byen stadig en af de store bastioner både indenfor Indre Mission og Metodistsamfundet i Danmark. Strandby er kendt for sin kamp mod spiritus. En kamp som gav sig udslag i, at byens brugs først i begyndelsen af 1970’erne fik lov til at sælge øl. Men man mærker ingen religionskrig i gaderne; tværtimod står de to samfund sammen og holder etikken i byen højt. Der værnes om de familier, der mister. Ingen skal lide yderligere skade end den, der sket, når et skib går ned med mus og mand. Måske er havets uregerlige dagsorden ligefrem nøglen til, at samfundet hviler så trygt bag havnen. Som antydet er der stadig en høj grad af sammenhold i Strandby. Det ses ikke mindst i de to initiativer Strandgården og Munkegården. På Munkegården mødes blandt andre ”Bælsene”, der med ramsaltede sømandsviser - nu og da tilsat russiske kærlighedsstrofer - synger sig selv og alle der kommer indenfor lytteafstand i godt humør. En slentretur gennem Strandby byder på masser af oplevelser. Gåturen fra Danmarks og ikke mindst Skagens store arkitekt Ulrik Plesners stationsbygning i byens vestlige udkant og ned til havnen byder på mange spændende oplevelser for den interesserede cyklist eller vandrer. Der skal naturligvis fantasi til at forestille sig. at jernalderbønderne og vikingerne gik rundt, at de havde deres kultsteder, og måske - hvem ved - ofrede nogle af deres fjender her midt i byen. Knap så meget fantasi skal der til at tænke på Tordenskiold, når vi kommer forbi Skramgården; her søgte søhelten ind for at få et lift til Ellinggård. Det var også bælsene fra Strandby, der reddede Tordenskiold fra et svensk baghold, siges der i byen. Ved Skramgården ligger ifølge fortællingerne en cyprianus begravet. Det er en bog om folkemedicin, som man skulle sørge for at skille sig af med inden døden. Bogen betegnes også som en heksebog, og hvem ved: Måske har den tilhørt Hose Mette fra Jerup, der blev brændt som heks på bålet i 1624. Vi nærmer os byens centrum og overraskes ganske af de små lave huse. Det er næsten som Skagen - men også kun næsten. De lave, gamle huse ligner - men alligevel ikke, hvad er forskellen? Oprindeligheden er forskellen, idet husene i Skagen er styret mildt af den store arkitekt Ulrik Plesners hånd. Han var den arkitekt, der om nogen tog den oprindelige byggeskik til sig og udviklede den. Derfor den store lille forskel mellem Skagen og Strandby. Vi skal videre, og nu kan vi næsten høre fiskeeksportør Rasmus Clausen stå i sin have på Kirkevej og parlamentere med brøndboreren om, hvor der skal bores efter vand til byens vandværk. Clausen bøjer sig ned, tager en sten op og kaster den mod øst og siger ”Der må du gerne bore”. - Det var ikke vand, der blev fundet i haven - derimod naturgas, som fik en kolossal stor betydning for hele området omkring Frederikshavn op til, under og lige efter besættelsen. Med lidt fantasi kan vi også møde nogle forsigtige fremmede, ofte familier med børn, nærmest snigende sig langs husmurene. De skulle finde et hjem, inden Strandbyfiskerne tog dem med til Sverige i deres både. Det var flygtninge, og alle må have vidst, hvad der forgik i byen og på havet. Men i Strandby stod man sammen og kunne holde tand for tunge. Ruten til Sverige fra Strandby blev aldrig trævlet op, og selv den dag i dag er det svært at få nogen til at fortælle om den store og farlige indsats. Vi kommer også forbi byens nok ældste hus, hvor Niels Tvilling boede på hjørnet af Niels Tvillingsvej og Havnevej. Han var den første, der fik indlagt elektricitet i sin bolig. Strømmen kom fra Mariendal vandmølle ved Elling og blev indlagt af installatøren Carl Nielsen i 1923. Værket og installationsforretningen blev indledningen til et industrieventyr i Strandby, der for altid flyttede tyngdepunktet i den gamle Elling Kommune til Strandby. Indenfor i de lave stuer hænger stadig den gamle lampe, som Carl Nielsen Mariendal satte op i 1923. Byens folkekirke er mærkværdigvis af nyere dato. Mens metodisterne allerede i 1928 byggede deres første kirke i Strandby, fik de folkekirkelige først deres i 1966. Indtil da havde de trofast benyttet kirken i Elling og betalt til kirken i Jerup. Kirken er et særpræget og spændende bygningsværk tegnet af Jacob Blegvad og inspireret af den schweiziske arkitekt Le Corbusier. - At kirken også leder vore tanker hen på en snurrevodskutter er vist en tilsnigelse, men kig alligevel. Således inspireret efter en tur gennem byen og på haven er det vist på tide at hvile sig lidt på